Sværere at komme af med lejere der ikke betaler

En ændring i lejeloven betyder, at udlejere nu skal vente 14 dage - modsat tidligere 3 dage - inden de kan ophæve et lejemål, efter de har rykket lejer for udeblevet husleje. Er udlejere ikke opmærksomme på forlængelsen af fristen, kan det koste dyrt i tabt husleje.

Der er sket en stor stigning i antallet af mennesker, der bliver sat ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. En lovændring, der skal bremse denne stigning er nu blevet vedtaget. Lov-ændringen har konsekvenser for udlejer, og ifølge Claes Lagerbon Jensen, advokat i ADVODAN Køge, kan mange udlejere komme i klemme, hvis de ikke kender de nye regler.

Længere frist for betaling af lejerestance
En af ændringerne er, at fristen for betaling af lejerestancer er forlænget fra 3 til 14 dage. Dette betyder, at udlejer i en længere periode end tidligere skal acceptere, at lejer ikke betaler sin husleje, og at der skal gå minimum 14 dage, fra udlejer sender en rykker om manglende betaling af husleje, til udlejer kan ophæve lejemålet. Samtidig skal rykkerskrivelsen udtrykkeligt forklare, at lejemålet kan ophæves, hvis ikke restancen betales inden for fristen.

Hvis udlejer ikke overholder 14-dages-fristen, har det den konsekvens, at udlejers ophævelse af lejemålet ikke er juridisk gyldig og derfor bortfalder. Og det kan være en bekostelig affære at opdage, at ophævelsen af lejemålet er fremsat for tidligt, idet man risikerer, at hele proceduren skal gøres om.

Ændring af rykkergebyr
Lovændringen betyder også en ændring af rykkergebyret, når udlejer opkræver lejerestancer. Inden lovændringen skulle gebyret beregnes som 100 kr. + 2 % af det skyldige beløb ud over 1000 kr., men efter lovændringen er der tale om et fast gebyr på 250 kr.

Hvis udlejere ikke er opmærksom på dette og dermed fastsætter et forkert gebyr, så risikerer de også at komme i klemme her. Et forkert gebyr kan anses som en fejl, der kan resultere i, at rykkerskrivelsen og en eventuel senere ophævelse af lejemålet afvises.

Udsigt til flere rykkere
Claes Lagerbon Jensen peger på, at en konsekvens ved lovændringen kan blive, at flere udlejere fremover vil udsende rykkere, hvis huslejen falder lidt for sent. Det er fordi udlejerne nu ikke længere kan tillade sig at give lejeren lang snor med betaling af huslejen, fordi der skal være plads til den forlængede frist for betaling og en eventuel ophævelse af lejemålet, inden næste leje forfalder. Side PAGE 2